Sådan får du tid til at opbygge din blog og online business, mens du har fuldtidsarbejde eller studie

Sådan du får mere tid til at opbygge din blog og online business, selvom du har fuldtidsarbejde eller studie..jpg

Du har et fuldtidsjob, børn, familie, venner, indkøb. Og hækken skal klippes, tøjet vaskes og yrk, du burde virkelig også trække i løbeskoene.

Det kan også være, at du er studerende, er begravet i opgaver, ihærdig studiegruppe og eksamener. Studiejobbet skal passes. Venner og familie også, sammen med det netværk du lige skal have fikset til du er færdiguddannet.

At have en blog og business kan være en forrygende måde at forfølge din passion, men hvis du allerede mangler tid, kan det føles overvældende. Udmattende.

Hvordan skal du nogensinde få tid til at starte din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business?

Sidder du (ret) stakåndet og tænker det, så er du ikke alene.

Det er ultimativ det spørgsmål, jeg hører oftest.

Det er det, alle kæmper med: at finde tiden.

 

Finde tiden vs. skabe tiden

Okay, vi går lige til sagen – hvordan finder du tiden, når dine dage er proppet med alt muligt andet?

Well.

Her gad jeg godt kunne hive en smart løsning op af hatten til dig, men i stedet siger jeg det, som du ikke gider at høre:

Det er nødt til at være en prioritet for dig at bruge din tid på at starte din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business.

Det handler ikke om at “finde tiden.”

Du kan ikke hive flere timer ind i døgnet.

Vi har allesammen 24 styk, som vi råder over.

Du skal ikke finde tiden, du skal kan beslutte, hvad du bruger din tid på.

Derfor skal du bestemme dig for, at din side-business er en prioritet. At den er værd at sætte tid af til og dermed tage tid fra noget andet.

Selvfølgelig, kan du starte din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business, mens du har et fuldtidsjob eller studie.

Tager det lang tid?

Jep, og derfor skal din motivation være bundsolid.

Er det nemt?

Næ. For som sagt, så skal du tage tiden fra noget andet og det kan hurtig ende ud i massevis af undskyldninger fra dig selv.

Det er så nemt at sige, at du ikke har tid til X og Y. 

Jeg har ikke selv tid til at lære fransk. Eller rettere sagt, jeg har ikke prioriteret tid til det. Det er ikke vigtigt nok for mig nu eller på længere sigt. Og det er, hvad det handler om.

Tid er det vigtigste aktiv.

Du kan ikke få mere af det og vi har alle samme mængde. Hvad du beslutter, du vil bruge din tid på er fuldstændig op til dig.

 

Når du siger ja til noget, så siger du samtidig nej til noget andet.

 

Something gotta go.

Det er ikke nemt, at skære noget fra og derfor skal det være det værd. Det handler om at prioritere tiden (både fysisk i kalenderen og mentalt) og så lave de midlertidige ofre for dine langsigtede mål.

Især den mentale del er vigtigt.

Din kalender kan fyldes med gode intentioner, men har du ikke lige fået clearet det med dig selv mentalt, så bliver den prioritet svær.

Derfor er det også vigtigt, at du finder din passion og arbejder med den på din blog og business.

Du ved, så du kan blive ved med at være motiveret, begejstret og passioneret – også meget tidligt en søndag morgen, hvor du hurtig kan blive enig med dig selv om, at du har fortjent en ekstra time under dynen efter en hård uge.

At starte en side-business er hårdt arbejde og derfor er du nødt til at kende forskel på ” virkelig ikke at have tid” og “ikke at ville skabe tid” til din blog og business.

 

Nemt sagt, Louise – du har jo ikke fuldtidsarbejde ved siden af.

 

Niks.

Men jeg har både haft fuldtidsstudie, studiejob, anden side-business og haft omfattende netværksprojekter ved siden af. Sammen med kæreste, venner og familie.

Jeg ved, hvor overvældende og udmattende det kan være, at skulle arbejde på din side-business ved siden af alt det andet. 

Under studiet redigerede jeg billeder i min frokostpause. Skrev blogindlæg om morgenen og sent om aftenen efter lektier. Jeg besvarede e-mails i mine pauser. I weekenden udviklede jeg opskrifter og tog billeder i mit lille køkken.

content_ny.jpg


Jeg sagde nej til sociale arrangementer, tid med min kæreste og venner for at arbejde. Jeg arbejdede weekender, aftener og tidlige morgener.

Når jeg ser tilbage på de 6 år, hvor jeg også arbejdede ved siden af, så var det alle timerne, som jeg havde prioriteret på min blog værd.

Resultat: 

At jeg efter min uddannelse, kunne skabe mit eget arbejdsliv, fordi jeg havde arbejdet for at mulighederne var der.

Det var ikke rosenrødt, da jeg startede ud som fuldstidssolopreneur efter studiet. Det var ikke lækker løn og 3 timers arbejdsdag. Men det var friheden til at bestemme over mit eget arbejdsliv.

Og de muligheder, som jeg havde skabt –  de var mere værd end den første gode løncheck som færdiguddannet og en 8 timers arbejdsdag.

At prioritere tiden i årevis på at opbygge min blog og personlige brand var (og er stadig) det hele værd.

Det er det også for dig.

Nå.

Vi kan ikke hive en håndfuld ekstra timer op af hatten til dig, i stedet får du par værktøjer med til, hvordan du kan skabe tid til din side-business.

Værktøjerne her gør det ikke nemmere at køre din blog, men de får det til at ske.

Vi starter lige ud; svesken på disken.

 

1 | Bliv klar på dine mål

Inden du kaster dig ud i at plastre din kalender til med opgaver, så skal du lige have klaret den her:

Bliv helt klar på din intention. Hvorfor vil du skabe tiden? Hvad betyder det for dig? Hvad er dit formål med din side-business?

At forstå dine mål og være klar på dem er vigtigt for din proces og motivation.

Det er ikke nemt, at beslutte dig for at prioritere din tid anderledes og bruge den på noget, hvor du ikke straks kan se udbyttet.

Det kræver utallige ofre “up front”, så du kan have noget, som ikke alle mennesker vil være i stand til at opnå. Mange mennesker er ikke villig til at lave de ofre, skabe tiden og sætte de grænser og committe til at få noget gjort. Men gør du det, vil du være i en position, som 99% andre ikke vil være  – frihed og muligheder for dig.

Jep, det er hårdt og det kan ikke pakkes pænt ind. Men det er virkelig det værd.

Hvis du kan bruge de timer nu, vil du have muligheder og frihed på sigt, som du slet ikke kan forestille dig.

 

2 | Hav et langsigtet perspektiv

Vi talte om i blogindlægget “5 investeringer alle bloggere bør lave“, at det at investere i din blog og business er en langsigtet strategi. Det er præcis det samme, når vi taler tid.

Så hvis du tænker: “Har jeg virkelig tid til det her?”

Well, så skal du mere tænke, om du gider bruge tiden på det? Har du lyst til det? Er det, det værd langsigtet for dig?

Yeah?

Perfekt.

Så har vi lige den sidste mindset-sag, du skal klare inden vi suser til den praktiske del.

 

3 | Giv dig selv tilladelse

Den her er vigtig. Du kan vente og vente, til nogen siger det er tid, til tiden er rigtig, til du er kvalificeret, til stjernerne står spot on.

Men sandheden er, at du selv er nødt til at give dig selv tilladelse til at bruge din tid nu.

Det er kun dig, som kan skabe tiden til dine mål. Og skal du bøvle med dårlig samvittighed, usikkerhed over at “spilde tiden” og “jeg burde også..”, så får du ikke alt ud af den tid, som du skaber til din side-business.

Det betyder, at du kan prioritere 10 timer om ugen, men du er der mentalt kun 20-30%. Og det er spild af tid. Tid du kan bruge bedre på familie og venner.

Dit mindset betyder alt, når du skal prioritere tid.

Giv dig selv tilladelse til at bruge tiden. Det er din tid nu.

4 | Analyser din tid

Okay, vi har lagt grundlaget, nu er det tid at bratte ærmerne op og skabe tiden.

Tag en dyb indånding, kig indad og tjek hvad du rent faktisk bruger din tid på:

Hvor meget tid bruger du ugentligt på at se Netflix? Scrolle gennem Facebook og Instagram? Hyggesnakke?

Sådan helt ærligt?

2 timer? 4 timer? 10 timer?

Afslapning og tid til dig selv, familie og venner er essentielt. Come on, jeg er mester i bingewatching.

Men.

Er der noget, du kan stoppe med, så du kan fokusere på noget vigtigere?

Niks.

Så er du præcis, som os andre 

Det er virkelig svært, at vurdere, hvordan du faktisk bruger din tid.

Så jeg har en øvelse til dig.

Klar?

Here we go.

ACTION:

  • Bestem dig for 1 dag. Eller endnu bedre 1 uge.
  • Track i fx. Google kalender, hvordan du bruger din tid. Vi taler alt; søvn, Youtube, madpakker, transporttid, indkøb, aftenrutiner. Og hey, lad være med at snyde – alt bingewatching skal med.
  • Tag et grundigt tjek. Hvad bruger du egentligt din tid på?
Eksempel på ugekalender

Eksempel på ugekalender

At tracke min egen tid for år tilbage, var en kæmpe øjenåbner. 2 timers serier (ja, det er virkelig min ting) om aftenen, fordi afslapning var vigtig. Arh vel, Louise!

Hvad med dig.

Hvad bruger du din tid på?



5 | Planlæg din tid

Du har fået tracket din tid. Fået overblik over, hvor du måske kan priotere anderledes eller proppe noget ind i kalenderen.

Kan du bruge din frokostpause? Kan du stå en time tidligere op? Eller to timer tidligere op i weekenden. Kan du arbejde formiddage i weekenden, måske 7-12 og så bruge resten med din familie?

Kan du bruge pendlertid? Kan du outsource indkøb og bruge de 30 minutter der. Det samme med rengøring? Kan du sige nej til sociale arrangementer? Måske blot nogle af dem og frigøre 3 timer?

Når du har fået overblik over, hvor du kan skabe tid til at køre din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business – også selvom det måske blot er 30 minutter om dagen (eller hver anden), så skal den tid planlægges omhyggeligt.

Du skal bruge din begrænsede tid rigtig!

Here’s the deal:

Hvis du ved præcis, hvad du skal arbejde med, så kan du få meget ud af bare 30 minutter.

Hvis du ikke har nogen ide om, hvad du skal arbejde med, så kan du bruge 30 minutter på at suse rundt mellem indbakken, WordPress, Pinterest og sociale medier. Skrive et par linjer, redigere et billede, installere et nyt plugin du har læst om, besvare kommentarer på sociale medier.

You get the picture. 

Og det er 30 minutter, du har spildt.

Så.

Tag tid til at planlægge din tid.

Det værste du kan gøre er at sætte dig ned og tænke; jeg skal arbejde mod mit mål i dag. Super duper. Det kunne være et blogindlæg.

Du sætter dig ned ..og har ingen plan!

Jeg er selv typen! Har jeg ikke en konkret plan FØR jeg tænder for computeren, så suser jeg bare rundt på den store, rare internet.

Og lige pludselig, ik?  Så er der gået 2 timer og dem kunne jeg ligeså have brugt med familie, venner eller jep, du har gættet det – Netflix på sofaen.

Kender du det?

Så før du åbner din computer, skal du vide præcis hvad du skal arbejde på. Det betyder, at du har planlagt præcis, hvad du skal lave i de 30, 60 eller 120 minutter, som du har til rådighed.

Her taler vi ikke at du skriver “bloggen” på tirsdag kl. 20-22 i din kalender.

Vi er ude i, at den i stedet hedder “rediger billeder til blogindlæg XX”“besvar blogkommentarer”eller “optimer blogindlæg “XX” til SEO”.

En helt konkret opgave, som du præcis ved, hvordan du går i gang med og så gør det.

Lad være med at have 1 time planlagt og så prøve at stoppe alt ind i den.

Fokusere på én opgave og vær effektiv.

 

Lad os tage et eksempel: 

Du vælger at bruge 60 minutter på kun at skrive dit blogindlæg.

Lange, fedtede fingre på tastaturet og intet andet. Nope, ikke redigere billeder, besvare e-mails eller lave content upgrades til blogindlægget.

Du bruger kun de 60 minutter på at skrive det ene blogindlæg.

Intet andet.

Heller ikke hurtig opdatering af plugin. En ekstrem vigtig tur på google, hvor du lige skal tjekke om det hedder ligge eller lægge i sætningen. Eller yrk, hurtig tjekning af den e-mail, som  tikkede ind med [HASTER] i emnefeltet.

Bottom line.

Brug nu din begrænsede tid optimalt. 

Og det leder os hastig videre til næste opgave. Action. Værktøj. Kald den, hvad der for dig til, at tage handling.

ACTION:

  • Brug 10 minutter søndag på at planlægge din uge. Hvor er der tid i din uge til din blog, dit brand og din business?
  • Der er frie spots, perfekt.
  • Hvad skal du have klaret i ugen? Udgivelse af 1 blogindlæg? 2? Fotografere billeder? Sociale medier? Øge din trafik på bloggen?
  • Opdel opgaverne i små, konkrete steps/opgaver og vurder, hvor lang tid det cirka vil tage.
  • Skriv dem ind i din kalender.
  • Hey, vær realistisk her! Du får ikke skrevet det blogindlæg på 15 minutter. Eller ordnet din pinterest-strategi i frokostpausen.
  • Bonus tip: Track, hvor lang tid, som du bruger på hver opgave. Det gør, at du mere præcist ved, hvor lang tid du næste gang skal afsætte tid til samme opgave og dermed bliver mere realistisk i din planlægning af tid (jep, vi er alle overoptimiske omkring, hvad vi kan nå).
Eksempel på udfyldning af ugekalender

Eksempel på udfyldning af ugekalender

Drop bare planlægning af “test af software til bloggen”.

Jeg har samlet mine top 10 tools til blogging og business (jeg selv bruger hver dag), så du ikke behøver bruge tid på den sag. Du kan tyvstjæle listen her. 


6 | Beskyt din tid

I get it. 

Det med skema og planlægning er ikke din ting.

Jeg har selv været der. Rakt tunge og sukket over kalendere, planlægning og time management.

…Det suger al kreativitet.

…Jeg er typen, som sagtens kan styre min egen tid.

…Det gider jeg ikke ikke også bruge tid på. 

Yes, der er blevet trukket alle undskyldninger ud mellem sidebenene herfra.

Og jeg tog fejl.

Spildte uendeligt mange timer på at “winge” den.

At have et skema, en tidsramme og være ret striks omkring den, har været et af de vigtigste værktøjer til at nå mine mål. Jeg kæmper stadig hver dag med ikke bare, at planlægge mine opgaver, men også overholde dem.

Du ved, en fyldt farvekoordineret kalender er pæn..

Det ligger bare ikke naturligt til mig at arbejde indenfor meget faste rammer, en kalender og være struktureret. Men det øger min produktivitet, gør mit arbejde bedre og skaber markante resultater for mig. Og derfor holder jeg ved.

Ikke bare nu, men også under mit studie, da jeg begyndte at sætte tid af til de forskellige opgaver.

Altså, det at du har en time om aftenen til at arbejde på din blog og business. Eller 3 timer hver lørdag. Det gør at du bliver mere fokuseret, produktiv og får udnyttet tiden. Det rykker.

Og den tid:

Beskyt den. Ikke bare fra omverdenen og hvad der lige kan dumpe ind af vigtige ting. Men også fra dig selv.

Brug den tid, som du har afsat, hold fast ved den og udnyt den. Præcis som skulle du til en sportsgren. Eller har tid ved lægen. Overhold dine aftale med dig selv.

Lad være med at være fleksibel.



7 | Det er et job

De dage og den tid, som du har afsat til din side-business skal ikke være til forhandling.

Det regner jeg med, at vi er enige om nu 

Phew. Men.

Det kan være en udfordring, især når dagligdagen rigtig bider fast og du endnu ikke har indkomst på dit side-projekt.

Så hvad er hvad er løsningen?

Det er faktisk irriterende enkelt.

Tænk på din blog, personlige brand og side-business som et job. Det er først, når du behandler det professionelt, præcis som dit “fuldtidsjob” at du vil respektere den afsatte tid.

Mød op og aflys kun, hvis du er syg, noget virkelig vigtig er kommet i vejen eller du seriøst har brug for en pause.

Commit til din side-business.

Hvis du tænker på det, som en hobby, så er det bare noget, som du gør indimellem. Det hiver dig ind i det mindset, at det noget du bare kan skippe.

Og er snebolden først begyndt at rulle, så tager den ene dag den anden.

Du kender det nok:

Livet sker og det, du havde planlagt onsdag, udskudt til søndag og skrevet ind igen tirsdag .. whaat, lige pludselig er der gået 14 dage. Det ville aldrig ske, hvis det var et job. Lad være med at gøre det mod din side-business.

Tænk på det som dit “andet job” eller “fremtidige karriere”.

Ved at bestemme dig for at din side-business er seriøs, vigtig og ikke er noget, som du bare kan udskyde, det er essentielt, hvis du vil se resultater.

Så håber du at kunne gøre din side-business til et reel indkomst og selvstændigt arbejdsliv, så er du nødt til at behandle den, som et rigtig job – nu.

8 | Forstå hvordan du virker

Nope, du skal ikke stå en time tidligere op, hvis du alligevel bare sidder og hænger foran din skærm med kaffen helt oppe under snuden.

Nogle arbejder bedst om aftenen. Nogle om morgenen. Kend dine Power hours.

Power Hours?

Jep, de timer, hvor arbejder bedst.

Taler vi blogindlæg, hvornår skriver du så bedst?

Jeg var og er stadig en klassisk aften-type. Så selv med en hel dag til at plotte “skrivning af blogindlæg ind”, så står opgaven altid om aftenen. Fordi verden er stille, dagens administrative sager er ordnet, tankerne tænkt og fingrene opvarmet. Det dur for mig.

Måske er det lørdag formiddag for dig?

Eller tirsdag morgen før alle andre er stået op?

Optagelse af video er klart formiddag, hvor jeg ser levende ud, fotografering er omkring frokosttid (det blev altid klaret ved frokosttid i weekenden under min studietid) og møder er aldrig om mandagen. Eller fredagen.

Kender du dine Power Hours og hvornår du laver “XX” bedst, så får du mest muligt ud af din afsatte tid.

Hvad med deadlines?

Her skal du igen hive spejlet frem og stirre intensivt.

Jeg laver alt bedste i sidste øjeblik og er der en opgave, som jeg har planlagt lang tid i forvejen, ved jeg, at jeg skubber den rundt. Det laver rod og jeg ender med at spilde min tid.

Derfor planlægger jeg først den opgave, når det er ved at være oppe over med deadline.

Og jeg har slået mig selv oven i hovedet, prøvet alle tricks til at være i god tid og haft “jeg burde også..”´kørende på repeat i alle mine skoleår og de første studieår.

Ind til, at jeg acceptere at det er “min arbejdsmetode” og alt bliver markant bedre og hurtigere lavet, når jeg er under tidspres.

Det blev slået helt fast, da jeg skrev min 3 måneders bachelor på de 10 sidste dage – siden har jeg aldrig set tilbage og “jeg burde også..”-mantraet er lagt på hylden.

For good. 

Pointen: 

Ved du, at det stresser dig, at du skal have en sponsoreret indlæg eller en præsentation til et event klar til om 14 dage, så planlæg det, så du kan få det ud af verden. Opgaven skal ikke stresse dig i de næste 12 dage!

Er du mere “last minute kind of person”, så skal det måske ind i kalenderen 2 dage før deadline. Du er bossen i din side-business. Det er dig, som bestemmer.

Du skal ikke blive en anden – kend dig selv og arbejd sammen med dine vaner.



9 | Giv dig selv plads til at skabe

Har den her sneget sig ind i din tidsplanlægning?

Inspiration.

Du får inspiration af andre. Hører podcasts, gemmer på Pinterest, ser Youtube-videoer, læser blogindlæg, følger de “populære” på sociale medier, googler, læser bøger og går måske til møder, konferencer og workshops.

Du hiver fif hjem. Gode af slagsen og en hel masse “inspiration” og “gode vibes.”

Der er bare lige det:

Lærer du noget, som du rent faktisk omsætter. Eller konsumerer du bare?

Create vs. consume

Der er i dag så meget information tilgængeligt, så meget og så mange andre, som du skal holde dig opdateret på, at det kan hurtig kan føles som et eksternt pres.

Du bliver overvældet.

Alt virker som en god ide, du ser, hvad andre gør og .. du får ikke lavet noget.

Du konsumerer i stedet for at fokusere på dig selv og skabe din blog, brand og business.

Luk ned i en periode og giv dig selv plads til at skabe. Vær ekstrem selektiv i, hvad du bruger din tid på at konsumere. Det skal give værdi for dig. Det er din tid.



10 | Tro på processen

Vi har alle forskellige liv, udgangspunkter, forpligtelser og derfor kan du ikke sammenligne dine resultater med andres.

Bliv ved med at arbejde, fokusere og tage din tid.

Tag et skridt af gangen og tro på, at selvom det virker umuligt, så hvis du tager en konkret ting af gangen, så når du der. Dine mål og resultater skal stemme overens med den tid du kan afsætte og bruger.

3 timer om ugen kan gøre en forskel.

6 timer endnu mere.

Og 12 timer, så er det fuld fart frem.

Vi har de samme antal timer, hvordan du bruger dine er op til dig. Det handler om, at du beslutter dig for at skabe tid og tage action.

Hvis du har set noget, som jeg har gjort, haft mulighed for eller skabt, som du vil ønske du havde.

Lad os sige, at skrive og sælge en e-kogebog, så spørg dig selv. 

  • Hvornår tog du dig tid til at researche?

  • Tale med målgruppen?

  • Hvornår tog du dig til at købe ind?

  • Teste opskrifter?

  • Lære at skrive opskrifter rigtig?

  • Lære madfotografering?

  • Gennemskue Indesign?

  • Copywriting?

  • Sætte salgsside op?

  • Teste betalingssystemer?

  • Og markedsføre den?




Det er ikke umuligt.

Skab tid.

Det er tid til, at du skal skabe tid til at gøre det, du gerne vil gøre.

Tag et skridt, en time af gangen, og tro på, at selvom det virker umuligt, så hvis du tager en konkret ting af gangen, så når du der.

Men.

Måske tænker du: Jeg kan simpelthen ikke klemme noget ind.

Det er fair.

Vi kan ikke hive flere timer ind i døgnet. Vi har de 24.

Du skal ikke finde tiden, du skal bestemme, hvad du bruger din tid på. Og måske er det lige nu din familie, dine børn eller at rejse jorden rundt.

Glem “jeg burde også..”, “hvis bare..” og nyd i stedet, at du har besluttet at bruge din tid sådan.

Så er det bare ikke lige nu, at du skal starte din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business.

Men hey, er du er du studerende, så er det lige om snart sommerferie.

Det betyder, at du har .. 6, 7, 8 uger (?) til din rådighed.

Og hiver vi, skal vi sige 10 timer ud til studiejobbet om dagen, 8 timer til søvn. Well, så har du 6 timer om dagen til at starte og køre din blog, opbygge dit personlige brand og få gang i din online business.

6 timer om dagen i 6 uger. Du kan have et helt års content produceret, klappet og klart.

Ingen undskyldning, du kan gøre det!

At arbejde mod dine mål er ikke altid en fest.

Jeg har syntes, at det var det mest irriterende i hele verden at skrive blogindlæg, besvare e-mails, forhandle pris med samarbejdspartnere og gør det hele en gang til ugen efter.

For ikke tale om de weekender, hvor jeg langt hellere ville lave andre ting eller sige nej til sociale arrangementer.

Men at have en blog, vlog, podcast, Instagram og kunne få alle de muligheder ud af den på sigt, det er en fest.

Det er timerne værd og du bliver taknemlig for det grundlag, som du har skabt for det næste kapitel i dit liv.

Dine langsigtede mål er din tid værd nu.

Du har tid.

Det er op til dig, hvordan du bruger den.

Og ikke mindst hvordan du organiserer den tid, du har afsat og hvad du fokuserer din energi på – det spiller en massiv rolle i din succes.

Hvis du har læst gennem det her indlæg, så er du også i stand til at skabe noget stort. Du er i stand til at opbygge noget og i stand til at skabe tid til din blog, Vlog, podcast, personlige brand, din business.

 

Jo højere prioritet, som du giver din side-business, jo større er chancen for, at den får succes. Tag action nu, du kan gøre det. 

 

Og husk så, at fejre de små wins undervejs, klappe dig selv på skuldren. 

 

Louise